Og de bar stadig øl ind
Vers 1
Der sad ti kæmper i gildesalen
Og lytted' muntre til skjæmt fra skjalden
Et mægtigt højreb på bålet drejed'
De åd og drak- navnlig drak - for meget
For de bar stadig øl ind.
Vers 2
Og hist på fjorden lå viking´snekken
med dragesejlet og skjolderækken,
men ingen tænkte på ufredsfærden,
i dag var tvedragt ej deres verden,
for de bar stadig øl ind.
Vers 3
Og deres kvinder sad surt i krog'ne,
Med kast af kødben man holdt dem vågne,
For der var højreb, og der var høj-ræb,
Og deres høvding åd med en møggreb.
Og de bar stadig øl ind.
Vers 4
Man slog på skjolde, og skjalden harpen,
Han sang og skæmted' og var forvarpen;
Det var det jordiske skønne Valhal,
Men pluds'lig blev deres høvding hal'gal
Og de bar stadig øl ind.
Vers 5
Han skreg: "Nu springer jeg over ilden"
Til megen moro det straks blev kilden.
Han sprang med kraft, men han blev forfjumsen
Til alles skræk gik der ild i numsen
Men de bar stadig øl ind.
Vers 6
Da de fik slukket de fæle gnister
Var høvding Hagbart ble'et olm og bister;
Han dræbte trende mand med sin kølle,
For Hagbart var noget af en bølle...
Men de bar stadig øl ind.
Vers 7
Så blev der moro og kamp og kiven,
Selv dronning Sigrid kom ind med riven;
De sled og slagted' og slog hinanden,
Og Uffe Fredegod fik på panden
Men de bar stadig øl ind.
Vers 8
Fru Hildur endte i sulekarret
Og Gamle Gorm fik sin isse arret;
Da skreg Stig Styrvoldt, hvis kind var furet:
"Nu vil jeg storme til jomfruburet ! "
Men de bar stadig øl ind.
Vers 9
Did gik da jagten med slag og slingren,
Niels Nisseøl faldt og brækked' fingren'
Med sprut og spytten som styrtesøer
De styrted' løs på de vakre møer -
Men de bar stadig øl ind
Vers 10
Så kom da natten, og månen lyste,
I kæmpers favntag hver jomfru gyste.
Og smækkys gjalded' og kjortler revned'
Og ingen bid of nogen mø blev levnet;
Men de bar stadig øl ind.
Vers 11
Da morg'nen gryed' lå alle udstrakt
Og ingen skåler blev længre udbragt.
Men da de vågned' og det var silde,
Syn's alle, det var et herligt gilde -
For de bar stadig øl ind.
Vers 12
Du gæve viking med horn på hjelmen,
du fyldte skæbnen med skæmt og skælve.
Du drak din mjød, og du drog i møen.
Hil dig! Du herlige søn af søen
Der bæres stadig øl ind
- Tekst
- Carl Viggo Meincke
- Musik
- Hans-Ole Nielsen
- Oprindelse
- Dansk
Se og hør visen
Historien bag
Teksten er af Carl Viggo Meincke (1902-1959) - revyforfatter, komponist, teaterchef og skuespiller. Han skrev sine første revyviser som ganske ung omkring 1919, var fra 1925 med i revygruppen Co-optimisterne, der optrådte i gule klovnedragter, og var senere chef for Over Stalden Teatret i Charlottenlund og for Fønix Teatret.
Melodien er af pianisten og komponisten Hans-Ole Nielsen. De to boede sammen efter besættelsen og arbejdede sammen, og Nielsen blev Meinckes universalarving, da han døde i 1959.
Hvornår selve visen blev til, har vi ikke kunnet finde en ordentlig kilde på, og derfor står årstallet tomt. Enkelte sider anfører Dagmarrevyen i 1942, men det er ikke bekræftet noget sted.
Visen selv er en vikingeparodi: ti kæmper i gildesalen, en høvding der springer over ilden og sætter ild i numsen, og et gilde der ender i totalt slagsmål - mens omkvædet stædigt slår fast, at der stadig bæres øl ind.