Frihedssangen
Vers 1
En vinter lang og mørk og hård
på fem forbandede år
har knuget landet i sin favn
med kulde og sult og savn,
og der gik slid på skoven, skår på skår,
og der gik råddenskab i svage træer.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
Vers 2
Med tvang og terror gik de år,
men nu går vinter mod vår.
Det samler sammen til en tø,
hvor vinter og vold skal dø.
På trods af mord og brand og fængsel er
en folkevilje vokset og brudt frem.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
Vers 3
En storm, en skyllende april,
en sidste niende april,
en storm, der renser landet ud
med opgørets skarpe lud.
Fej alle vissengrønne væk, og lad os
se det friske, grønne land igen.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
- Også kendt som
- Danmarks Frihedssang, En vinter lang og mørk og hård
- Tekst
- Sven Møller Kristensen
- Musik
- Knudåge Riisager
- År
- 1945
- Oprindelse
- Dansk
Historien bag
Modstandsbevægelsens egen sang blev til i februar 1945. Idéen kom fra forfatteren Kjeld Abell og pianisten Ole Willumsen, som gennem Frederik Schyberg fik kontakt til komponisten Knudåge Riisager og forfatteren Sven Møller Kristensen. De to lavede hver sin del uden at vide, hvem den anden var; det fandt de først ud af efter befrielsen. Frit Danmark besluttede sidst i februar at udsende den, og i marts 1945 blev den trykt illegalt i mindst 140.000 eksemplarer. Den blev første gang sendt i den danske radioudsendelse fra London 7. april 1945, og Aksel Schiøtz sang den i Danmarks Radio 5. maj 1945. Den blev også sunget ved den store begravelseshøjtidelighed i Mindelunden i Ryvangen 29. august 1945 og står i dag som første fællessang ved 4. maj-højtideligheden samme sted. Historikeren Aage Trommer peger på, at dens bombastiske tone er grunden til, at den efter nogle år måtte vige pladsen som befrielsens sang til fordel for En lærke letted; den kom aldrig med i Højskolesangbogen.