Det haver så nyligen regnet
Vers 1
Det haver så nyligen regnet,
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Vers 2
Det har regnet - men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Vers 3
Og de tro'de, at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi som årene randt,
sås det: båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
Vers 4
De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn, -
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal der,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
Vers 5
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for den, som tror.
- Også kendt som
- Det haver så nyeligen regnet
- Tekst
- Johan Ottosen
- Musik
- Dansk folkemelodi
- År
- Teksten 1890, melodien en ældre dansk folkemelodi
- Oprindelse
- Dansk
fædrelandssang fællessang klassiker
Historien bag
Johan Ottosen var historielærer i København og med til at stifte Studentersamfundets Sønderjyske Samfund i 1887. Sangen blev sunget første gang i 1890 ved et arrangement dér, hvor en stor gruppe sønderjyder besøgte byen, og den er hans eneste sang. Han skrev teksten til en kendt folkemelodi og lånte sin første linje fra en ældre folkevise. Den blev hurtigt de dansksindede sønderjyders sang i årene, hvor en genforening så ud til at have lange udsigter. De tyske myndigheder kaldte danske sange det farligste agitationsmiddel, danskerne ejer, og sprogforeningen advarede selv i Den blaa Sangbog imod at synge den ved offentlige møder; fire andre sange var direkte forbudt og stod i sangbogen som blanke sider, folk kunne skrive teksten ind på. Under besættelsen 1940-45 blev den sunget i hele landet som en slags protestsang - blandt andet stod den på programmet ved det allerførste alsangsstævne i Aalborg 4. juli 1940. I Sønderjylland er det stadig almindeligt at slutte den med at gentage de sidste tre linjer, og nogle steder rejser man sig op.